Dannebrog Union Jack
 
 
 

Køb Danish Rags hos Gateway Music her!

 
 

Titlen "Danish Rags" er lidt snyd, idet alle komponister på én nær var i USA, da musikken blev skrevet. Komponisterne eller deres forældre var udvandret til Amerika og den danske forbindelse har for os været afgørende for valget af musik. Numrene er for det meste ukendte både her og i udlandet. Vi kunne ikke modstå fristelsen til at prøve kræfter med denne tidlige del af den "danske" musikskat.

Omkring år 1900 blev ragtime den dominerende musikform i USA. Det fremgår klart af en ragtime database offentliggjort på internettet (Ragtime Compendium vers. 9, 2009 af M. Mathew et al.). Det fremgår heraf, at der mellem 1897 og 1920 blev publiceret omkring 6600 rags! Den første jazz plade udkom i 1917, så ragtime var dominerende i over 20 år.

Alle numrene på denne plade er oprindeligt skrevet for klaver og i tonarter med kun få faste fortegn. Det gør dem nemme at læse og dermed også nemmere at spille for mindre øvede (dvs. flertallet). De er her arrangeret for tre træblæsere og banjo. For at gøre klangbilledet afvekslende har vi brugt et bredt udvalg af træblæsere nemlig Eb-/Bb- og basklarinet, sopran-, alt-, baryton- og sommetider to bas saxofoner.

Ragtime udvikledes fra jigs og marcher op til omkring 1890-95. Begge slags musik noteres oftest i 2/4, men lejlighedsvis i 4/4. Basrytmen er stærkt markeret på 1 og 3 (hvis der er 4 slag i takten). I jigs er melodirytmen oftest ottendedele eller kortere, men i reglen uden synkoper. Hvis en betonet tone anbringes udenfor takten (en synkope) skærer den rytmen (skærer tiden i laser = ragtime). Ragtime formen følger i reglen marchen. Der er mindst tre musikalske temaer i mindst to forskellige tonarter.

I modsætning til revival jazzbands efter anden verdenskrig, følger vi Scott Joplins anbefaling af, at ragtime kompositioner bør spilles i passende roligt tempo.

I 1899 udkom Scott Joplins "Maple Leaf Rag", der ifølge litteraturen blev solgt i omkring en million eksemplarer. Dette gav naturligvis andre komponister blod på tanden, idet et nodeark kunne indbringe op til 50 cents. Mange forsøgte sig, men få var heldige.

En af de heldige var Jens Bodewald Lampe, der i en alder af fire år ankom til USA i 1873 sammen med sine forældre. Hans far fik senere som "musikdirektør" ledelsen af Great Western Band med hjembase i St. Paul, Minnesota. Jens skrev i år 1900 en dejlig melodi med titlen "Creole Belles". Dette er fransk og hentyder til de smukke creoler piger (men ikke kirkeklokker etc). Nummeret blev arrangeret til John Philip Sousas store marchorkester og kom over "dammen" da Sousas band besøgte Europa. Creole Belles er stadig et nummer på mange bands repertoire. Jens brugte sommetider et pseudonym på sine kompositioner. Han kaldte sig "Ribé Danmark". Det er ganske uklart, hvorfor Jens udstyrede Ribe med en fransk "accent egu". Men han var jo kun 4 år, da han drog af sted!

Ved en musikalsk gennemgang af Jens Lampes ragtime kompositioner har vi fundet, at udover Creole Belles, er Yankee Girl (1904) , Watermelon Club (1907), Glad Rag (1910) og Turkey Trot (1912) særlig interessante. Jens Lampe er altså repræsenteret med 5 ud af 14 rags. Turkey Trot fra 1912 holdt interessen for denne dans i live i lang tid. I de dage var der mange såkaldte dyre-danse såsom Grizzly Bear, Camel Walk, Bunny Hug, Horse Trot, Stork Hop og Fox Trot for blot at nævne nogle. Imidlertid skete der det, at Turkey Trot blev regnet for "umoralsk og/eller seksuelt udfordrende", hvorfor den blev forsøgt lyst i ban! Historier går om, at en yngre dame i New Jersey fik 50 dage i fængsel for en udfordrende dans, 15 ekspeditricer fra et stormagasin blev fyret for at øve sig på dansen i frokostpausen og endelig forlød det, at Vatikanet havde udtrykt sin misbilligelse. Dansen blev derfor meget populær og holdt sig betydeligt længere end andre dyredanse.

Emil Juel-Frederiksen (1873 - 1955) var organist i en Københavnsk kirke samt sanglærer på lærerhøjskolen. Han er kendt for kor arrangementer såvel som arrangementer af julesange. I 1911 begik han imidlertid en ragtime komposition, som blev trykt og udgivet i Hamborg/ Berlin. Den hedder "My little black Sweetheart" og har et omslag, der kan få enhver politisk korrekt person til at rødme.

"Czar of Ragtime" Axel Waldemar Christensen (1881 - 1955) blev født i Chicago af danske indvandrere. Det fortælles, at Axel omkring 1900 havde været til et selskab, hvor hans underholdning med klaverspil ikke havde haft nogen særlig tiltrækkende virkning på det modsatte køn. Det havde imidlertid en fyr, der kunne en smule ragtime, så Axel skyndte sig hjem og kastede sig over ragtime klaverspil. Axel indså hurtigt, at undervisning i ragtime var en absolut mangelvare, hvorfor han udviklede et ragtime undervisningsforløb, som han tilbød i 10 eller 20 lektioner. Det strømmede ind med elever, og Axel endte med at have mere end 40 skoler spredt til alle større byer. Hans sidste skole lå i Honolulu, Hawaii, hvor han nok tilbød Hula rags! Han udgav en månedlig publikation (The Ragtime Review) fra 1914 til 1918. Heri trykte han sine egne og kollegers kompositioner. Nogle bærer præg af at være øvelsesstykker for eleverne. Efter en gennemgang af hans rags har vi udvalgt The Cauldron Rag (1909), The Press Club Rag (1912), Pathetic Rag (1913) og Minnesota Rag (1913).

Ved en gennemgang af Ragtime Compendiet er vi stødt på nogle komponistnavne, som vi er overbeviste om er af dansk oprindelse. Det er bemærkelsesværdigt, at de hver for sig kun har skrevet én rag. Vi har fundet noderne i forskellige US biblioteker hvor de er lagt ud på internettet, idet de alle er så gamle, at de ikke længere er omfattet af copyright loven i USA, der gælder i 50 år. Waldo (1976, p. 118) omtaler det fænomen, at en række amatørkomponister kun rummede én god melodi, som de publicerede i en eller anden "one-horse town" og måske på eget forlag.

Blandt disse én-rag komponister fandt vi J. P. Jensen, der i 1899 udsendte The Jolly Coon; ligeledes i 1899 kom P. F. Petersen med A Georgia Camp Fire. Adolph Hansen skrev Service Rag i 1919. Denne Adolph Hansen må ikke forveksles med en norsk komponist af samme navn (død 1911). Komponisterne er ikke omtalt i litteraturen.

Sophus Jergensen er den sidste énrag komponist af dansk afstamning. Han er omtalt i Encyclopedia of Indianapolis (Bodenhamer & Barrows, Eds 1994), hvori han siges at have opholdt sig i byen omkring år 1900. I 1905 udsendte han sin eneste rag, nemlig Hoosier Rag. Han var en flittig arrangør, som det fremgår af pladeselskabet Victors liste med 5 større orkester arrangementer fra 1912 til 1919. Han optræder også som arrangør af en række melodier, som andre har skrevet.

Betegnelsen Hoosier har en noget dunkel oprindelse. Ifølge litteraturen er det i vore dage en positiv betegnelse for borgere i Staten Indiana og Sofus Jergensen ville næppe have anvendt navnet, hvis der havde været noget negativt forbundet med det. Der er jo ingen grund til at fornærme eventuelle kunder! Mens det er en positiv betegnelse i Indiana, ser tingene noget anderledes ud i nabostaten Missouri (St. Louis). Der har man en særdeles ringe mening om en hoosier, der er blevet omtalt som en person man nemt kan kende på, at han i sin forhave har et opklodset bilvrag og det er sandsynligt at han lige har skudt sin kone (der nok også har have været hans søster!) (Graf, J. "The word Hoosier", Ind. Univ. Libr., Bloomington).

Ragtime nodearkene har været samlerobjekter gennem mange år. Nogle af samlingerne er doneret til forskellige universitetsbiblioteker og de fleste er blevet digitaliseret og lagt på internettet. To af Jens Lampes rags kunne ikke lokaliseres i USA på trods af en ret grundig eftersøgning. Vi er meget taknemmelige for kopier af Glad Rag og Turkey Trot, der blev fremskaffet af A. Simons, London, fra British National Library. Juel-Frederiksens rag lånte vi på Statsbiblioteket i århus.

March 2010, Hans Jørgen Hansen

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i Jens Lampe's historie, så se "nørd"-teksten her.